torsdag den 11. september 2008

Novellekonkurrence

Såfremt nogen skulle forvilde sig ind på denne blog hele tre måneder efter studiets afslutning, vil de se dette nye indlæg med et lille tip om en novellekonkurrence.
Jeg citerer:

Skriv en novelle, der kan relateres til Århus havn og vind:
10.000 kr. for den bedste novelle
7.500 kr. for den næstbedste
5.000 kr. for den tredjebedste
Vindernovellerne offentliggøres i en bog sammen med 7-9 andre noveller. Derfor kan det ske, at Århus Havn vælger at offentliggøre din novelle, selv om du ikke er blandt vinderne. I givet fald vil du modtage et honorar på 1.500 kr.
Novellen må fylde op til 12.000 tegn med mellemrum, og den må ikke tidligere være
udgivet. Deadline er 27. oktober 2008.

Se mere på www.aarhushavn.dk

- Julie

onsdag den 9. juli 2008

Det udsøgte lig

Den krebsefarvede solbader spildte fire år på den olierede pæreplukker.

En tangerende ond kvie ignorerede den unge Werther.

Den søde kollega kastede mudder efter sin dødsfjende; den videbegærlige grævling.

Den lumske tjener klemte luften ud af nudansk ordbog.

Alle de lystige munke tyggede ihærdigt på deres mormors aflagte uldsokker.

Det generte æsel bagte chokoladekage til den døde papegøje.

Præcis 2.178 amerikanske matroser spassede rundt på den røde stalddør.

Den nystiftede sangforening lavede gryderet af alle de små ål.

Den svigefulde ungersvend nød at slikke på alle uskyldige nymfer.

Den utro ægtemand dånede ved den lækre rabarbertærte.

Den oversavede dame læste et hemmeligt brev om det nye ugeblad.

Den løsagtige kvinde suttede på den beskidte vagabond.

Under en rosenrød himmel

- en foldeføljeton


Det var morgen, og solen stod op i øst. Bella sad ved sit vindue og så ud. Hun sukkede. Hver morgen satte hun sig her og spejdede efter sin elskede Erik, men han var endnu ikke kommet. Hver dag håbede hun, at det var dagen, hvor hun skulle gense ham og blive lykkelig igen.
Men da hun stod og ventede på banegården, kom toget ikke. Sukkende af længsel ventede hun ti l klokken fire, så til klokken fem, og så spiste hun en sandwich med skinke fordi savnet var sådan et stort hul i maven på hende, og så ventede hun til klokken seks, da den forfærdelige nyhed blev meddelt over højtalerne:
”Ved du hvad smerter i benene betyder? KOGALSKAB!!!” Hun kiggede ned over sin krop, mærkede smerterne rykke i sine ben – i hele kroppen. Hun sank i knæ. Foldede hænderne og så mod himlen med sin smukke, melankolske øjne. John kom hen til hende og tog hendes hånd. Han kyssede hendes salte tårer bort og holdt om hende. Det føltes som evigheder, men pludseligt rev han sig bort. ”Jeg må forlade dig nu, min elskede,” sagde han.
Hendes blod stivnede og hendes knogler frøs til is og splintredes. Aldrig havde hun følt ulykken ramme med en sådan styrke. Hendes hånd fandt kniven, og hun jog den i sit bryst.
Hun kunne se fortvivlelsen brede sig i hans ansigt. Han greb hende lig før hun ramte sengen og kyssede hendes ansigt om og om igen. ”Du må ikke forlade mig, min elskede – bliv her!” Hun aede ham blidt på kinden og hviskede som sidste ord: ”Åh, Tage!”

John ser alt

Kære John
Jeg har et stort problem, som jeg håber du kan hjælpe mig med. Min søn er nemlig blevet meget syg, og lægerne kan ikke finde ud af, hvad han fejler. Bliver han nogensinde rask?
Hilsen den fortvivlede

Kære fortvivlede
Fortvivl ej – efter regn kommer solen altid! Det er at foretrække, hvis du aldrig blander hvidt med farvet. Bare skrub godt og så går det af igen.

---

Kære John
Jeg kan ikke finde den ene dækkeserviet i et sæt jeg har, og det irriterer mig meget når jeg skal have gæster. Kan du fortælle mig hvor den er?
Hilsen husmoderen

Kære husmor
Du finder den aldrig igen. Til gengæld vil du genfinde gnisten i dit ægteskab i løbet af tre måneder, fordi du vil foreslå din mand at dyrke tantrisk sex.

---

Kære John
Bliver det sommer på solskinsøen og kan man i så fald holde havefest med tapas?
Hilsen den håbefulde

Kære håbefulde
Din dåbsattest ligger på bunden af en kasse i et mørkt rum. Du vil få nyt arbejde om et år, og her vil du møde dit livs kærlighed.

---

Kære John
Vil jeg løse min krydsogtværs på liggestolen eller i sengen ved siden af pejsen?
Hilsen den spørgende

Kære spørgende
Du vil begynde på et kursus til efteråret, hvor du vil få en ny ven, der kan opfylde dine ønsker.

---

Kære John
Bliver jeg nogensinde gravid? Vi har prøvet i tolv år.
Den desperate

Kære desperate
Smid alt hvad du har i hænderne – og løb! Et maraton er det helt rigtige for dig, Kondi-Kurt.

---

Kære John
Min søn vil ikke se mig. Vil vi få et godt forhold til hinanden igen?
Hilsen moderen

Hej mor
Vil du ikke godt lade være med at skrive til mig hele tiden?

lørdag den 21. juni 2008

Tak for i år

Hej alle sammen!

Tak for i går og tak for et godt år. Jeg har været rigtig glad for det!
Jeg håber, at folk stadig læser denne blog, og at I vil fortsætte med at skrive på den fremover, så vi kan holde kontakten.

God sommer til alle.

Julie

torsdag den 29. maj 2008

Kom til vores udstilling =o)

*SOMMERUDSTILLING*SKRIVEKUNST*2008*

Fredag d. 20. juni kl. 14.00 i lokale S.43 på campus Kolding

De studerende fra tilvalget i Skrivekunst 2007-2008 udstiller alskens arbejder fra årets løb og læser højt ad flere omgange.

Kom. Se. Lyt. Lad dig inspirere!

Syddansk Universitet Kolding, Engstien 1, 6000 Kolding

onsdag den 21. maj 2008

Bramfri Llambi

Selvom der allerede er et indlæg om vor Pablos oplæsning på Louisiana, vil jeg tillade mig at tilføje endnu et, for jeg var der nemlig også. Og noget andet jeg var, var godt underholdt. Til alle jer, der syntes bare en smule om Fanøs lille-bitte skraldespand, kan jeg kun sige; I gik glip af noget af en aften!
Opsygningen af Ekstrabladets Kylie-relaterede læserbreve blev i øvrigt ikke mindre morsom af, at den i brevene revsede anmelder befandt sig sådan ca. lige bag ved Julie og mig.

Også musikkerne var rigtig, rigtig gode. De kan findes på www.wazzabi.net (Jeg har lært, at man skal promovere på sin blogg).

Især glæder jeg mig dog over, at der åbenbart ikke er nogen forkert måde at udtale Pablos navn på. Selv Paaablo LLAMbias med fladt, dansk A og lam som i et fårs unger, er i orden, eller Shambias om man vil, som i Shampoo. Så længe man er bramfri i sin forkerte udtale. Så det vil jeg være fremover. Bramfri. I alle livets forhold.

- Maya