Under en rosenrød himmel

- en foldeføljeton


Det var morgen, og solen stod op i øst. Bella sad ved sit vindue og så ud. Hun sukkede. Hver morgen satte hun sig her og spejdede efter sin elskede Erik, men han var endnu ikke kommet. Hver dag håbede hun, at det var dagen, hvor hun skulle gense ham og blive lykkelig igen.
Men da hun stod og ventede på banegården, kom toget ikke. Sukkende af længsel ventede hun ti l klokken fire, så til klokken fem, og så spiste hun en sandwich med skinke fordi savnet var sådan et stort hul i maven på hende, og så ventede hun til klokken seks, da den forfærdelige nyhed blev meddelt over højtalerne:
”Ved du hvad smerter i benene betyder? KOGALSKAB!!!” Hun kiggede ned over sin krop, mærkede smerterne rykke i sine ben – i hele kroppen. Hun sank i knæ. Foldede hænderne og så mod himlen med sin smukke, melankolske øjne. John kom hen til hende og tog hendes hånd. Han kyssede hendes salte tårer bort og holdt om hende. Det føltes som evigheder, men pludseligt rev han sig bort. ”Jeg må forlade dig nu, min elskede,” sagde han.
Hendes blod stivnede og hendes knogler frøs til is og splintredes. Aldrig havde hun følt ulykken ramme med en sådan styrke. Hendes hånd fandt kniven, og hun jog den i sit bryst.
Hun kunne se fortvivlelsen brede sig i hans ansigt. Han greb hende lig før hun ramte sengen og kyssede hendes ansigt om og om igen. ”Du må ikke forlade mig, min elskede – bliv her!” Hun aede ham blidt på kinden og hviskede som sidste ord: ”Åh, Tage!”